Konflikter med dine voksne børn

Konflikter mellem forældre og voksne børn kan fylde alle tanker i hverdagen, hvis du er en mor eller far som oplever afvisning og/eller skænderier med dine voksne børn. Det er svært at komme videre med et liv der rummer glæde og overskud til at dyrke partner, venner og fritidsinteresser – samtidig med at du er fyldt med savn. 

Brud i kontakten

Nogle konflikter har så dybe rødder, at de ikke kan løses, og det vil typisk være de voksne børn der tager beslutningen om at bryde relationen. Men et brud kan også have mange former. Et typisk scenarie er at I af hensyn til øvrige familiemedlemmer dukker op til større lejligheder, men at der ikke er kontakt i tiden imellem guldbryllupper og runde fødselsdage. Nogle gange er det et totalt brud, enten permanent eller i nogle år. Det kan påvirke hele familien, hvis der er et fuldstændigt brud- da de så kan blive tvunget til at vælge mellem hvem de ønsker at se. 

Følelser ved konflikter

Ofte vil det være forbundet med både sorg, stor smerte, skyld og skam, når du som forældre må erkende at dit voksne barn ikke ønsker kontakt. For de fleste voksne mennesker er det at være mor eller far en del af vores identitet, og det kan skabe tvivl om, hvorvidt du egentlig er et menneske andre bryder sig om. Nogle udvikler ligefrem en depression, eller føler sig triste det meste af tiden. Det er vigtigt at få hjælp, så du ikke sidder fast her. 

For andre er der kontakt, men ofte et svært samvær der ender i konflikter, eller måneder uden kontakt igen. Det kan også være at du har fornemmelsen af konstant at gå på æggeskaller sammen med dine voksne børn, fordi der er nogle ting I ikke kan rumme at tale om, uden at det bliver til et skænderi. 

Find fred med dig selv 

Det er sjældent muligt at ændre på, hvordan andre mennesker tænker og forstår virkeligheden. Men det er et godt udgangspunkt at starte med en proces hvor du lærer dig selv bedre at kende, både for at kunne finde fred med situationen og for måske med tiden at kunne gå nogle andre veje med dine voksne børn end du har gjort hidtil.

Undskyldninger og forklaringer løser sjældent et brud alene, især hvis I ender med at have den samme måde at tale til/med hinanden bagefter. At udvikle dit syn på verden kan have positive effekter, også på andre områder i dit liv. 

Camilla Bechsgaard

Camilla Bechsgaard

Psykolog

kontakt@camillabechsgaard.dk

Jeg tilbyder terapi i Odense
Paarupvej 15, 5210 Odense NV

Eller online via sikkert system.