Tegneterapi

Et redskab til bedre kontakt med dig selv

“Jeg kan ikke tegne” er svaret fra 99,9% af de mennesker, som jeg foreslår muligheden for at bruge tegneterapi som et redskab i deres samtaleforløb. Det føles mærkeligt og grænseoverskridende at skulle producere skæve tændstikmænd, mens en anden person ser på det. Men der er en mening med det!

Hvorfor skal du overhovedet tegne?

Tegning flytter fokus væk fra de ord og historier, som du næsten kan vågne om natten og fortælle igen, og hen til dine følelser. Man kan i en almindelig terapeutisk samtale blive så opslugt af sine egne fortællinger og sidespor, at både du og terapeuten “forsvinder” i ord i stedet for følelser. Resultatet er at du kan gå hjem med en oplevelse af at have snakket en masse – men uden at have været i nærheden af det, der var vigtigt for dig. Det kan også være, at du mangler ord for alt det der rører sig inde i din krop.

Tegneterapi er på den måde brugbart for både dem der har rigtig, rigtig mange ord – og for dem, der synes det er svært at beskrive det, de føler. Tegningen viser noget nyt, som ligger uden for ordene.

Hvordan foregår det?

Typisk vil tegneterapi først blive brugt, når vi har haft en-to indledende samtaler, og har formuleret dine mål for forløbet. Herefter vil en session hvor vi på forhånd har aftalt at bruge tegning forløbe som følgende: Efter en kort snak, hvor du beskriver den/de udfordringer som der skal arbejdes med i dagens session (enten en konkret episode som eksempel på en problematik, eller nogle mere generelle følelser) formulerer vi sammen en “opgave” som du skal tegne. Og det er fuldstændig lige meget hvordan det ser ud, om det ligner noget som helst genkendeligt eller om du helst vil brænde tegningen bagefter. Det, der er vigtigt er SAMTALEN.

Din tegning bliver nemlig den tredje medspiller i vores samtale, og bidrager til at fastholde den følelse du har tegnet/arbejdet med. Valg af farver, de former, der dukkede op, hvordan du havde det mens du tegnede..alt er oplysninger, som hjælper os med at blive klogere på det, der er svært for dig. Jeg fortolker ikke, men spørger dig til dine egne tanker omkring processen. Måske får vi lyst til at runde af med en hurtig-tegning, hvis der dukker noget op som du vil udforske nærmere.

Min erfaring er, at dem der tør kaste sig ud i det, også beskriver et stort udbytte på trods af en indledende usikkerhed på metoden. Du er velkommen til at prøve det af en enkelt gang, og derefter konkludere at det ikke er noget for dig 🙂

Camilla Bechsgaard

Camilla Bechsgaard

Psykolog

admin@camillabechsgaard.dk

Vi tilbyder
terapi i Odense
Filosofgangen 25, 2. sal,
5000 Odense C.

 

Terapi

Online terapi

Parterapi

Familieterapi

Tegneterapi