Par og familie

Fungerer dit familieliv som det skal? Det er vigtigt, at I får en god start som familie, både som par uden børn og som nybagte forældre. Senere skal I finde jeres ståsted som forældre til mellemstore børn og teenagere – måske som sammenbragt familie. I hver livsperiode kan der dukke udfordringer op, som kræver, at du/I bruger tid og opmærksomhed på at løse dem. 

Hvis de to voksne i familien skændes og må skilles, er det afgørende for børnenes fortsatte trivsel, at I kan tale ordentligt sammen. Måske kan et brud forebygges ved at opsøge parsamtaler i god tid, og bruge tid på at finde hinanden igen. Utroskab, løgne og jalousi kan være svære at tilgive, men det er muligt at komme videre sammen. 

 En hverdag, hvor et eller flere børn i familien har det svært, er syge eller har et handicap kræver noget helt særligt af både forældreskab og parforhold. Her kan samtaler være den ekstra selv-omsorg, der får hverdagen til at fungere.  

Camilla Bechsgaard

Camilla Bechsgaard

Psykolog

admin@camillabechsgaard.dk

Vi tilbyder
terapi i Odense
Filosofgangen 25, 2. sal,
5000 Odense C.

 

Nybagte forældre

Dit første barn ændrer afgørende på både parforholdet og jeres roller i forhold til egne forældre og søskende. Måske græder dit barn meget, eller du får en efterfødselsreaktion. Det er vigtigt, at kunne sætte grænser for andres indblanding og gode råd. Hvis du har ro i din nye rolle som mor eller far, får jeres barn også mere ro. 

Par i krise & skilsmisse

Både med og uden børn kan du og din partner opleve krise/konflikter. Søg hjælp, allerede når de første sårende skænderier dukker op.

I kan også få støtte til “det gode brud”, herunder bearbejdning af svære følelser både fra før og nu, så I får en god dialog og kan arbejde sammen om jeres børn fremover. 

Sammenbragt familie

Det er dejligt at blive forelsket igen efter en svær skilsmisse. Men hvis I begge bringer børn og ekspartnere ind i den nye familie kan det give problemer. Forskellige regler i familien, og børn med forskellige behov kan give konflikter. Pas godt på jeres nye parforhold, og få hjælp til afklaring af rammerne for den nye, fælles familie.

Adfærdsproblemer

Hvis du har et barn, der ikke “passer ind” i skolesystemet, kan det være at du/I ikke føler jer tilstrækkeligt hjulpet af kommune, familiehus eller PPR. I kan få støtte til at arbejde med de belastninger jeres barns adfærd giver både for parforhold, søskende og øvrige familie. Eventuelt også hjælp til, hvordan videre dialog med systemet kan og bør formuleres.

Teenager og løsrivelse

En teenager, der skal finde sig selv, og langsomt skabe sin egen identitet, kan være udfordrende at bo sammen med. Dagsformen skifter mellem ønsker om kontakt eller afstand, og det kan påvirke hele familiens trivsel, hvis der er daglige konflikter. Måske afprøver din teenager også sig selv uden for huset, og du kan have behov for at finde ud af rimelige rammer. 

Barn med handicap eller kronisk sygdom

Hvis du har et barn, der er født med – eller senere har fået – et handicap eller en kronisk sygdom, påvirker det familiens overskud. Meget af din energi går med at sørge for både barnet med særlige behov og søskende. Tiden går stærkt, men det er vigtigt, at du får hjælp til at sikre dit eget fortsatte overskud og  får bearbejdet krisereaktioner.